Camp Kitchen
Duration: 21 min.2014. Single screen video installation - projected with peace lilies in space. 
Sound. No dialogue. 

Camp Kitchen har et køkken og en iscenesat vestlig livsstil som baggrund: et sted at barrikadere sig i,-  beskytte mod og undertrykke verdens problemer, samtidig med at man opretholder en tro på kontrol. Vi står som tilskuere i en køkkenscene midt imellem krig og madlavning, hvor lyden fra radio og tv fylder rummet. Som en reaktion på den verden, vi er en del af, dukker pludselige og uventede køkkenscener op.
 

Uddrag fra Camp Kitchen - altermodernistisk aktivistisk KRIG, KOGEKUNST OG NINJAKASTEKAGER i kataloget Inklusiv/eksklusiv af Karin Petersen Ekstern lektor ved Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet:

Ved første øjekast befinder vi os i et amerikansk køkken fra 1960’erne. Popsangerinden Brenda Lee omfavner os og toner rummet med sin hæse og smægtende stemme og inviterer med giganthittet ”You Can Depend on Me” fra 1962 indenfor i et dejligt nostalgisk og velkendt gensyn med et anakronistisk køkken, sådan som vi kender det fra utallige amerikanske film. Når vi hører sangstemmer, tildeler vi dem umiddelbart både tidslighed, krop, alder, race, etnicitet og sågar klasse, hvilket vi overfører til det narrative lag i billedet. Den forklædebeklædte housewife, sandsynligvis wasp: ”white, anglo-saxon protestant” og fra middelklassen, er på plads i sit moderne, trygge køkken. Fredsliljen står på bordet, og alt ånder fred og ingen fare. Men ikke længe. Vi bliver hurtigt revet ud af vores amerikanske drøm, for Brenda Lee må vige pladsen for nyhederne fra radio og tv, som bestemt hverken er anakronistiske eller fredfyldte. Det er aktuelle nyheder fra verdens mange brændpunkter; i fjernsynet bliver en helikopter skudt ned, måske den Black Hawk, som Taliban sendte til jorden i Afghanistan i 2013. Nu kunne køkkenet måske snarere fungere som et ordinært camp kitchen, et campingkøkken, som den amerikanske prepper ville kunne søge tilflugt i. Der er åbenbart heller ikke kun én husmor fra en stereotyp kernefamilie til stede, men to kvinder, som er i færd med madlavningen. Menuen står på hvidkål, Danmarks ældste grøntsag, så måske er vi i virkeligheden bare herhjemme.

Hvidkålen bliver hakket med en overdreven stor slagterkniv og lyden fra kniven forvandles til en nærmest su(pe)rrealistisk forstærket geværsalve. Hvad vi troede, var en del af interiøret, viser sig at være et rullegardin med påtrykt køkkenmotiv, og da det bliver rullet op, er der et inferno af brændende marker lige uden for køkkendøren. Rullegardinet fungerer som en effektiv skærm imod virkeligheden, for lige så snart, det bliver rullet op, trænger omverdenen ind i køkkenet med apokalyptisk styrke, og vi ser, at køkkenet befinder sig nær ved en kampplads, som Camp Bastian. Helikopteren er ikke længere blot noget, man kan se på tv eller ignorere, den hænger lige over vores hoveder og hvirvler melet op fra bordet. En ørkenstorm kommer susende og fejer bogstaveligt talt alt ned fra hylderne, og efterlader køkkenet i kaos. Heldigvis kan man med et snuptag i gardinet genoprette ro og orden, og Brenda Lee vender beroligende tilbage, alt imens kvinderne stille og roligt får ryddet op.

Således gennemlever vi 5 episoder efter samme mønster: når rullegardinet går op, er Fanden løs. Bollerne i ovnen går i brand, køkkenmaskinerne går amok, opvaskevandet skummer op, konservesdåserne eksploderer, og efter hver episode bliver roen genetableret. Men der sker alligevel en udvikling. Hvor kvinderne i første episode er passive og nærmest anonyme, bliver de mere og mere tydelige, kommenterende og agerende.