Blikværk 
14:04 min. 2000. 11 skærms skulpturel videoinstallation  - ( Ved Moesgård, Bryster, Pigen fra 1940, Chalala, Dalgas, Danaide, Den svangre, Havmanden, Svømmepigen, Søhelten, Vibypigen )
/ 4:3 fjernsyn / kasser / 8 fotostater / print.

Blikværk tager udgangspunkt i en diskussion om kunst i det offentlige rum og starter derfor som en undersøgelse af hvilke skulpturer, monumenter og offentlige udsmykninger der findes i Århus.
Værket har sit omdrejningspunkt i en række af de klassiske figurer, og undersøger deres intention og deres kontekst via deres positur og deres placering og åbne en diskurs om værket og konteksten. De 9 af videoerne indtager skulpturernes blikretning og zoomer ind på det, som de respektive skulpturer kigger på. Hvor de mandlige skulpturer kigger ud mod horisonten eller ind på Agnetes bryst, så kigger de kvindelige skulpturer for det meste ned. I den tiende video sidder kunstnerne på en sten og bryder det kønsstereotype mønster ved at kigge ud over horisonten og indtage verden. Samtidig laver det referencer både til Carl David Friedrich og den lille havfrue.

De klassiske skulpturer har ikke ønsket om en dialog, de lukker sig om sig selv, og har et færdigt udsagn og udtryk, de vil formidle. Men skulpturerne har et blik i figurativ forstand, og ophavsmændene til skulpturerne har helt klart været bevidste om, hvor dette blik skulle rettes hen og hvilken betydning, det kunne have i symbolsk forstand. Stillet i et offentligt rum spiller placeringen, de omgivelser de er sat i, med i hvordan vi opfatter skulpturerne. 
Man kan således tale om et dobbeltblik, hvor betydningen genereres i rummet mellem beskuer og værk.

Siden deres opstilling har byen udviklet sig, skilte har spærret skulpturernes blik, skulpturerne er blevet flyttet eller skulpturgrupper er blevet splittet fra hinanden. Deres til tider patetiske attituder er ikke helt up to date, kvindernes nøgenhed og blikke der ydmygt er vendt mod jorden eller mændenes magtpositurer kan være svære at identificere sig med. Deres oprindelige fokus er forsvundet. Den symbolske betydning i posituren og blikket viser kønnede stereotyper. Skulpturernes blikretning inddrager de omgivelser, de ikke kan undslå sig at være en del af, og hvor blikket rammer, og betoner de indirekte en tidslig og væsensforskel mellem dem og den sociale og urbane orden, der hersker omkring dem.

Dalgasmanden hvad har ført en omskiftelig tilværelse, fra en oprindelig planlagt placering på først Store Torv - til hjørnet af Banegårdsgade og Ryesgade - over en placering ved gamle Bruuns Bro til  Park Alle ’s sydlige ende. Og endelig den sidste flytning, i forbindelse med rådhusets opførelse, til Filtenborg Plads, Dalgasmandens nuværende placering.

Dalgas, Hedeselskabets grundlægger fik nu vand i stedet for land. Han, der på pragmatisk vis gik i kast med at tæmme den jyske natur, har nu fået en opstilling der nærmere forbinder ham med den romantiske ide – spejdende efter nye vidder fra sit udkigspunkt, soklen – kigger han nu ud over havet, ud i horisonten - kigger på den verden han ikke kan se enden af eller ud i den fremtid, han ikke kan spå om, men han lader til at byde det nye, det fremmede, det ukendte nysgerrigt velkommen. Og dog udtrykker hans positur og korpus ikke just ydmyghed, så måske må vi nøjes med forestillingen om, at et længe ventet handelsskib skal dukke op.

Deres i dag på mange måder tomme udsagn skyder refleksionerne tilbage til os selv og muliggør en diskussion om det offentlige rum, kommunikation, æstetik og betydningsdannelse, netop i en tid, hvor pladsernes betydning for en kollektiv meningsdannelse har forskubbet sig til medierne, til forstaden, til køkken-alrummet.