Life and Story
7:06 min. 2004, video installation, 2 screens.

Uddrag Af Anne Marie Dinesen, udstillingen Life and story, Aarhus Kunstbygning 2004.

På den tilstødende væg ser man en projektion af ansigter, der bevæger sig i slowmotion. De er projiceret på et felt af farver i fem lodrette felter malet direkte på væggen. Gul, blå, orange, rød og grøn. Projektionerne af ansigterne er placeret i de tre midterste felter omtrent i midten, således at ansigterne projiceres i hver sin farve – blå, orange og rød – og danner firkantede felter. Ansigterne skifter i hvert felt, men det er de samme to personer med forskellige ansigtsudtryk, der går igen, således at hele opstillingen minder om en Andy Warhol reproduktion à la Marilyn Monroe eller Mao. Men det er ikke den glamourøse Monroe eller den magtfulde Mao, det er et ungt par som sludrer over aftensmaden. Foran projektionen er der anbragt tre stole med tre sæt hovedtelefoner, hvori man hører samtalen mellem de unge mennesker. Samtalen forekommer fuldstændig autentisk som om man selv var til stede ved middagsbordet. Her er det dokumentariske element samtalen, mens det visuelle viser ansigtsudtrykkene under samtalen. På lydsiden hører man klirren af bestik på tallerkener.

   De venter barn og han mener, det nok er bedst, hvis barnet fødes om morgenen, eller måske om aftenen, eller bedst, måske i en weekend, men der har deres forældre for meget tid til at komme. Hun er allerede ved at forberede den lykkelige familie, hun vil smide alle hans grimme T-shirts ud. De enkelte billedsøjler har forskellige samtaler og man danner sig efterhånden et billede af de unge menneskers hverdagsliv. Den langsomme gengivelse af forskellige ansigtsudtryk farvet i blå, orange og rød, fungerer som kommentarer til samtalen; drømmeagtige sekvenser, der viser, hvad de egentlig føler og tænker, mens de fører en helt almindelig samtale. Bestikkets ind i mellem påfaldende aggressive vandring på tallerkenerne ledsager dette niveau, der viser spændingen mellem det, de siger og det, de kommunikerer frembragt af spændingen mellem den dokumentariske lydside og den visuelle teknik.

   Når man går videre og ikke længere har optagelsen af samtalen, ser man kun disse ansigtsudtryk, som akvariefisk der forsøger at fortælle noget, men forgæves. De svømmer rundt som det endnu ufødte barn, der allerede eksisterer i fortællingen.