PASSAGEN - VIA  University College
2022. Offentlig kunstnerisk udsmykning af Foyeren A033 i bygning A på VIAUC- CAMPUS Aarhus C. 
Passagen består af
- 4 højglanspolerede og spejlende skiver af rustfrit stål på henholdsvis 40, 60, 90 og 170 Ø, hvoraf er 3 konvekse og den største på 170 Ø er konkav. Alle indlejret i plan med væggen.
- En bemaling på 2 felter i grå og sort.
- Grid af lysskinner i loftet samt koksfarvet i loft.
- En mindre projektion på gul væg, der består af videooptagelser af elever fra Via University der laver håndstand og en akrobat i ring. Dele af videoen er filmet igennem en glaskugle, som vender billederne på hovedet, ligesom det sker i den konkave spejlskive.

Passagen binder to bygningselementer sammen. Værket åbner for, at ”rejsen” og oplevelsen igennem rummet bliver til noget i sig selv og ikke kun en gennemgang fra a til b.
Gennem værket Passagens fysiske udformning og fremtræden – med videoprojektion og spejlende konkave og konvekse skiver udfordres den ’rejsende’ til at se med nye vinkler på deres færden og væren i verden. Tingene bliver vendt på hovedet, verden ses med et nyt perspektiv og nye øjne.

Kunstværket er blevet til samarbejde med kunstudvalget på Via University. og med hjælp af donationer fra Kirsten Gunnar Fonden, Statens Kunstfond, Jysk Pædagog Seminariums Fond samt Udsmykningsfonden for Læreruddannelsen i Aarhus.

Uddrag fra åbningstale af Kunsthistoriker Pernille Taagaard Dinesen
Passagen har aktiveret en gennemgangs-passage i en af skolens rumlige lokaliteter – men i tillæg at have realiseret et værk, der metaforisk set beskriver, hvad VIA er for en institution.
VIA er en ungdommens passage, en transformation fra ét menneskeligt ståsted i livet til et nyt, en kanal til viden og udvikling. Og for at udvikle os som mennesker, må vi bevæge os - og her er passagen det allerstærkeste symbol på, at livet er én lang udviklingsrejse.
Og den udviklingsrejse klarer intet menneske alene.
VI udvikler os sammen, i lyset af hinanden, hvilket I på fineste vis symboliserer med værkets store spejle, der mest af alt minder mig om de gamle gadespejle i landsbyerne, hvor den nysgerrige nabokone inde fra sin stue kan holde øje med, hvem der drejer om hushjørnet udenfor.
Jeres spejle vender udad, og de vender indad. De er konkave, og de er konvekse.
et virker på en gang indlysende, at der for at sikre balance i tingene må være noget for både den ekstroverte type, der finder inspiration ved at se ind i sig selv som for den ekstroverte type, der motiveres ved at orientere sig ud i verden.
Som en finurlig sidegevinst til den her ”ying-yang-konstellation” er effekten i, at man ved at bevæge sig mod spejlene vil opleve dels at stå på hovedet, dels at genfinde balancen i spejlet og lande trygt på begge ben igen.
Som I selv har udtrykt det for mig, er de her spejlformationer installeret både i højden og lavt mod gulvet, så I spejler ”det hele menneske”, so to speak. Måske også – tillader jeg mig så at tilføje – som en elegant kommentar til det faktum, at VIA ikke kun er en uddannelsesinstitution til hovedet, men i tillæg en uddannelsesinstitution til kroppen – og dette faktisk netop i den her passage, som leder ind til skolens gymnastiske udfoldelser.
Og apropos gymnastiske udfoldelser.
Glem ikke, at værket i tillæg til de tydelige spejlformationer omkring os også består af en poetisk video af unge mennesker på håndstand og i sirlig bevægelse omkring en akrobatring.
Som en stille, næsten stumfilmsagtig drøm, kredser de her poetiske små film om ringen som et symbol: et symbol kloden, et symbol på cyklus, et symbol på næste generation og livet, der går i loop. 
Det handler om hvilket POV, man sætter på tingene. Hvilket ”point of view” vi tilgår dagen med, og de store føromtalte spejle er derfor også en kunstnerisk abstraktion over jeres kameralinse igennem hvilken, at I trækker verden ind og omsætter den til billeder.