Virkeligheden til forhandling - af Anna Holm

Negotiating Reality By Anna Holm
 

+ måske vægtester 

invitation

Kuratorisk ramme.

Teknologiske meditationer
Guillotine – framingens betydning – billedets begrænsning
Beyond Reach – framing – kameraets og kroppens begrænsning
Staggered tracks – billedet og proportionernes  betydning  - rum og beskuer
Off  - mediets udvælgelse – selv I en handling hvor man slukker ligger der en betydning( og et billede)
Busy circle – den digitale æstetik og iconer – proportions modulere og ændre betydning
Okeanos – kamp via formalism, fiction  - æstetikkens/fiktionens begrænsning og muligheder
Realtime – forbinder krop og rum og fiktion– stiller spørgsmål til autensitet og virkelighed – koblingen ml 3d,reality, robot og autencitet

Virklighedsmontager
TU – regelsæt – konceptuel tilgang til et dokumentarisk interview situation – accept af tilfældigheden-dobbeltblik
Defense of the unprecictable – dobbeltblik – montage I tid koldkrig og preppers - -montage I autoritet og prepper
Carwash – penetrering af et mandligt univers( kvinde – mand)
Cameraderies – koncentration af et transitrum og mange mulige grupper og individer der indtager(kæmper) det offentlige rum

Det punkterede klimaks
Outside is present – dobbeltblik og fletning af flere af verdens brændpunkter ( actioner der kan refererer til ) performative road movie – registrerer uden progression eller klimaks I storyboard
Kind of noisy silence- framing – kigger mod beskueren ud af rammen- både en komposition men koncentrationen giver et stærkt udtryk hvor man forestiller sig noget kan ske – uden at det sker
A matter of stragegy – det ikke forventlige- tror der kommer noget andet- antiklimaks – fra krig til dans
Rabbitsuit – dramatisk historie punkteres af humoren og kaninens udformning I grundformer etc –  
Inflated constructions - penetrering af et mandligt univers- punkteres af humoren- tror der kommer noget andet- antiklimaks

Opløsningen af den fjerde væg
Grenåvej – fiktivt fjerde væg – beskueren er i  - er udenfor – er indenfor
Beskuerposition -  fiktivt fjerde væg – beskueren sætter hovedet i støtten  - er udenfor – er indenfor – beskueren kobler aktivt via handlingen fiktionen men virkeligheden
Modern escape – beskueren træder ind I fiktionens rum via gentagelsen af objekterne I videoen og I rummet
Tematisk opbrydes og nedbrydes murerne

REVISIT: Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
I 2013 lancerede Overgaden udstillingsserien REVISIT, der stiller skarpt på institutionens eget bagkatalog. Siden har vi én gang årligt genbesøgt toneangivende udstillinger for i et nutidigt lys at undersøge nogle af de mange kunstneriske eksperimenter og nybrud, der har fundet sted i huset gennem tiden. I år runder vi serien af med en omfattende præsentation af kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, som har arbejdet sammen siden 1993 og hører til blandt pionererne inden for dansk videokunst.

Knap ti år efter Nielsen og Johnsen påbegyndte deres samarbejde, udstillede de i 2002 værket Territorielle udsagn på Overgaden, der markerede et nyt stadie i deres udforskning af videomediet. Mens deres tidligere værker ofte lå i et registrerende leje med performative handlinger som bærende princip, lagde de med dette værk grundstenen til de avancerede videoinstallationer, som de er kendt for i dag.

Gennem en eksperimenterende brug af formelle såvel som narrative greb bringer Territorielle udsagn forskellige fortællestrategier i spil og knytter an til en diskussion af vores forventninger til mediet og dets forhold til virkeligheden – et undersøgelsesfelt, der løber som en rød tråd gennem kunstnerduoens praksis.

Med afsæt i Territorielle udsagn sætter REVISIT-udstillingen fokus på Nielsen og Johnsens mangeårige undersøgelser af videomediets kunstneriske potentiale, virkemidler og genrekonventioner. Inddelt i fire sektioner anlægger udstillingen flere blikke på måden, de skaber fortællinger på, og giver samtidig et vue over den tematiske spændvidde i deres arbejde, hvor spørgsmål om identitet, køn og storpolitiske problemstillinger er tilbagevendende fokuspunkter.

I hver sektion trækkes tråde mellem ældre og nye værker, der både viser en kontinuitet og udvikling i deres arbejde samt afspejler, hvordan deres værkproduktion er blevet til i en vedvarende dialog med nye teknologiske muligheder og billedkulturens forandringer.
Udstillingen er kurateret af Anna Holm.

REVISIT: Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
In 2013 Overgaden launched the exhibition series REVISIT focusing on the back catalogue of the art institute. Since then we have revisited key influential exhibitions to investigate some of the many artistic experiments and new departures seen here over the years. This year the series draws to a close with a large-scale exhibition by the artist duo Hanne Nielsen and Birgit Johnsen – pioneers of Danish video art who have been working together since 1993.

In 2002, almost a decade after embarking on their collaboration, Nielsen and Johnsen exhibited the work Territorielle udsagn (‘Territorial Statements’) at Overgaden, marking a new phase in their exploration of video as a medium. Whilst their previous works had often been recorded registrations of performative actions, this work laid the foundation for the advanced video installations they are known for today.

Experimental in both form and storyline, Territorielle udsagn brings a range of narrative strategies into play, questioning our expectations of the medium and its relationship to reality – an investigative focus that runs like a red thread throughout the work of Nielsen and Johnsen.

Taking Territorielle udsagn as its starting point, the final REVISIT exhibition in the series focuses on Nielsen and Johnsen’s long-standing exploration of the artistic potential, effects and genre conventions of video. Divided into four sections, the exhibition explores the artists’ approach to creating narratives from multiple angles, as well as presenting a survey of the thematic scope of works in which questions of identity, gender and global politics are recurrent focal points.

Each section draws threads between old works and new, tracing the continuity and development of their practice and its dialogue with new technological possibilities and shifts in visual culture.
The exhibition is curated by Anna Holm.

Teknologiske meditationer
Som alle andre billedkunstneriske udtryksformer er videomediet kendetegnet ved et distinkt visuelt vokabular, der dog hele tiden udvides
i takt med den teknologiske udvikling. Siden Hanne Nielsen og Birgit Johnsen begyndte at arbejde med video, har de kontinuerligt afsøgt mediets formelle såvel som tekniske kapaciteter og stadig nye landvindinger. Denne nysgerrighed på formen har udmøntet sig i en række værker, hvor mediet – med medieforskeren Marshall McLuhans berømte sætning – er budskabet.

I udstillingens første sektion vises et udvalg af disse værker, der kan karakteriseres som små meditationer over videomediets virkemidler og karakteristika. Især de tidlige værker i denne kategori bærer præg af at være studier i filmiske grundkomponenter – kameraføring, framing, slowmotion og overblænding – der dog rækker ud over simple stiløvelser ved selvbevidst at pege på sig selv som repræsentation. Blandt andet reflekteres der over mediets forskydninger af tid og rum som i Okeanos (1995) og Realtime (2016), mens et værk som Beyond Reach (1996) vender blikket mod den krop, der befinder sig bag linsen og fysisk såvel som betydningsmæssigt afgrænser synspositionen.

At videomediet aldrig er en én-til-én gengivelse af virkeligheden, men altid er farvet af selve medieringsakten, kommer også til udtryk gennem et fokus på de apparater, som er en forudsætning for de elektroniske billeders visning og cirkulation. I flere værker fremdrager kunstnerne de æstetiske kvaliteter i eksempelvis et billedrør eller throbber-ikonet, der indikerer, at en computer er i færd med at behandle data. Gennem nedslag som disse knyttes an til overvejelser om, hvordan teknologierne rent faktisk fungerer og er med til at forme og styre det indhold, som de transmitterer.

Technological Meditations
Like all artistic media, video has a distinct visual vocabulary, albeit one constantly changing in the face of technological developments. Ever since they started to work with video Hanne Nielsen and Birgit Johnsen have persistently probed its formal and technical capacity, as well as constant innovations in the medium. This curiosity in terms of form has resulted in a number of works where the medium – to use the famous phrase of the media theorist Marshall McLuhan – is the message.

The first section of the exhibition includes a selection of these works, which can be seen as focused meditations on the effects and characteristics of video. Especially the early works in this category have the character of being studies in the basic components of film – camera movements, framing, slow motion and dissolves – yet extend beyond simple exercises by consciously pointing back to themselves as representations. The medium’s displacement of time and space is reflected in works like Okeanos (1995) and Real- time (2016), whereas a work like Beyond Reach (1996) turns the gaze on the body that is behind the lens, limiting the point of view physically and in terms of intent.

That video is never a one-to-one representation
of reality but always coloured by the act of mediation is also expressed in the artists’ focus on the devices used to screen and circulate electronic images. In several works they highlight the aesthetic qualities of, for example, a picture tube or the throbber icon that indicates the processing of data on a computer, linking such elements to the investigation of how technologies actually function and how they form and control the content they transmit.

Virkelighedsmontager
I kraft af sin naturtro gengivelsesform indskriver videomediet sig i en diskussion af forholdet mellem en autentisk og medieret virkelighed. En diskussion, der udgør en produktiv drivkraft i Hanne Nielsen og Birgit Johnsens arbejde og tydeligt træder frem i de værker, hvor kunstnerne både trækker på og udfordrer dokumentarismens genrekonventioner og troværdighed.

Et centralt element i denne kontekst er brugen af montage, hvor flere blikke, stemmer og genrer bringes i spil inden for det enkelte værk. Med afsæt i velkendte dokumentariske greb sammenstykker Nielsen og Johnsen i disse værker hybride fortællinger, der problematiserer ideen om, at der findes én sand version af en given historie. Helt konkret anlægger værkerne
i denne sektion et opsplittet perspektiv på deres respektive temaer; enten ved at fordele sig ud på flere skærme som Territorielle udsagn (2002) og Defense Against the Unpredictable (2014), på flere typer af medier som Carwash (1999) eller ved sin blotte størrelse som Camaraderies (2007), der ikke lader sig overskue i et blik. Men også på det narrative plan modarbejdes en privilegeret aflæsning. For om end værkerne er solidt forankrede i en genkendelig virkelighed, sås tvivl om grænserne mellem det autentiske og det iscenesatte. Til eksempel gentages samme historier og handlinger flere gange med små forskydninger til følge, tid og rum strækkes ud eller komprimeres, og selv det umiddelbart nøgternt registrerende rummer stilistiske træk fra reklamen og fiktionens verden.

Sammenholdt med traditionelle genrebegreber fremstår værkerne som visuelle bastarder, der indskriver sig i en nyrealistisk og mere flydende forståelse af relationen mellem virkelighed og repræsentation. At skelne skarpt mellem faktisk og konstrueret i en gennemmedieret verden virker omsonst. Som værkerne foreslår, synes det afgørende at være en kritisk bevidsthed om de konventionelle vurderingskriterier, vi som beskuere bestemmer graden af troværdighed og autenticitet på baggrund af. For er der ikke et gran af sandhed i en paranoid preppers bekymringer om fremtiden og en snert af fiktion i en koldkrigsforskers udlægning af fortiden?

Montages of Reality
Due to its life-like form of representation, the medium of video is key to debates on the relationship between authentic and mediated reality, debates that fuel Hanne Nielsen and Birgit Johnsen’s art and are clearly apparent in works where the artists both draw on and challenge the genre conventions and authenticity of documentarism. A central element in this context is the use of montage bringing multiple points-of-view, voices and genres into play in the same work.

Basing such works on familiar documentary techniques, Nielsen and Johnsen compile hybrid narratives that problematise the idea of one true version of any given story. At a concrete level the works in this section offer a split perspective on their respective themes, either by using multiple screens as in Territorielle udsagn (2002) and Defense Against the Unpredictable (2014), using different media as in Carwash (1999), or by operating on a scale that defies a single gaze as in Camaraderies (2007). But also at a narrative level the works resist any privileged reading: regardless of whether they are solidly rooted in a recognisable reality, the viewer is constantly left in doubt about the boundaries between the authentic and the staged. The same stories and actions are repeated to generate small shifts, time and space are expanded or compressed, and even apparently objective registrations draw on stylistic elements from the world of advertising and fiction.

Compared to traditional concepts of genre, the works appear as visual hybrids inscribed in a neo-realistic and fluid understanding of the relationship between reality and representation. In
a totally mediated world any attempt at making clear distinctions between fact and fiction would seem to be in vain. As the works suggest, what is crucial is a critical awareness of the conventional criteria we as viewers use to establish levels of authenticity and veracity. Because is there not a grain of truth in a paranoid prepper’s anxiety about the future, and a hint of fiction in a Cold War researcher’s version of the past?

Det punkterede klimaks
Et andet hovedspor i Hanne Nielsen og Birgit Johnsens kritiske og legende undersøgelse af videomediet er en kortslutning af klassiske plotstrukturer. Inden for den dramaturgiske tradition, der hviler tungt på arven fra antikken og stadig dominerer populærkulturens filmiske frembringelser, er en god historie baseret på et samspil mellem forløb, fremdrift, karakterer og konflikter. Som oftest er disse elementer orkestreret ud fra en spændingskurve, der topper i et forløsende og betryggende forudsigeligt klimaks. Men i Nielsen og Johnsens værker kan man aldrig vide sig sikker på, hvad der sker – eller ikke sker.

Værkerne i denne sektion trækker fortrinsvist på fiktionens domæne og kommer vidt omkring med referencer til velkendte genrer som spaghettiwesterns, eventyr, pornofilm, musikvideoer og Hollywood-dramaer. Med introduktionen af en række narrative benspænd stryger Nielsen og Johnsen fortællingernes vante logik mod hårene ved at pirke til forventningen om et bestemt udviklingsforløb og klimaks for så at punktere eller bevidst skuffe den. Dette gælder eksempelvis Kind of Noisy Silence (2017) og Outside is Present (2017), hvor kombinationen af et formelt højdramatisk udtryk og et minimalt plot skaber en suspense, der aldrig udvikles eller kulminerer. I den anden ende af skalaen arbejder kunstnerne med afsporinger af en handling som i A Matter of Strategy (2007) og Inflated Construction (2000) og skaber herigennem absurde overraskelsesmomenter.

Gennem de forskellige illusionsbrydende verfremdungs-teknikker river Nielsen og Johnsen tæppet væk under beskuerens forventningshorisont. I deres afnaturaliserede form lægger værkerne i stedet op til spørgsmål om fortællingens rolle som meningsgiver i en uforudsigelig verden, men også om de kulturelt betingede normer, hierarkier og magtstrukturer, der knytter sig til de stereotype fortælleskabeloner, som vi dagligt reproducerer i fiktionen såvel som virkelighedens verden.

The Punctured Climax
Another central theme in Hanne Nielsen and Birgit Johnsen’s critical and playful investigation of video as a medium is the short-circuiting of classical plot structures. According to traditional dramaturgy, drawing as it does on the heritage
of antiquity and its continuing prevalence in mainstream films, a good story is based on a combination of plot, progress, characters and conflict. These elements are usually orchestrated according to a suspense curve that peaks with the release of a reassuringly predictable climax. But
in Nielsen and Johnsen’s works we can never be sure what will – or will not – happen.

The works in this section draw primarily on the realm of fiction, with references from a wide range of familiar genres like spaghetti westerns, fairy tales, porn films, music videos and Hollywood dramas. By introducing a series of narrative obstructions, Nielsen and Johnsen go against the grain of conventional narrative logic, raising expectations of a specific plot development or climax only to puncture or deliberately disappoint it. This is true of works like Kind of Noisy Silence (2017) and Outside is Present (2017), where the combination of a highly dramatic style and a minimalist plot generates a sense of suspense that never develops or culminates. At the other end of the scale A Matter of Strategy (2007) and Inflated Construction (2000) derail the plot in order to create absurd elements of surprise.

Through the use of such alienating verfremdung techniques, Nielsen and Johnsen pull the rug from under the viewer’s expectations. Instead the denaturalised form of their works poses questions about the role of narrative as a generator of meaning in an unpredictable world, but also about the culturally conditioned norms, hierarchies and power structures linked to the stereotypical narrative templates we reproduce daily in the worlds of fiction and reality alike.

Opløsningen af den fjerde væg
Interessen for at opbløde skellet mellem det faktiske og fiktive kommer hos Hanne Nielsen og Birgit Johnsen også til udtryk i installatoriske værker, der på forskellig vis spiller meget direkte op imod den rumlige kontekst og beskuerens fysiske tilstedeværelse. Gennem værkernes karakter af en scene, som man træder ind i, bryder de med den kropsligt selvforglemmende og passive oplevelse, der vanligt forbindes med vores daglige forbrug af skærmbaserede medier.

De to ældre eksponenter for denne kategori er stadig forbundet med en forholdsvist fikseret synsposition, men er begge kropsligt forankrede i deres henvendelsesform. I Grenåvej (1995) omsluttes man af tre store projektioner, hvor langsomme panoreringer pludseligt gennembrydes af pågående billedsekvenser, der på et sanseligt plan skaber illusionen af at stå midt i scenariet, der udspiller sig. Heroverfor eksperimenterer den stedsspecifikke installation Beskuerposition (2018), der oprindeligt blev skabt i 2008, med en sammensmeltning af det reelle og det repræsenterede rum. Værket består af optagelser filmet i udstillingsrummet, som præsenteres på præcis samme sted, de er optaget, sammen med en hagestøtte, der anviser og kropsliggør den “korrekte” synsposition.

Med det nye værk Modern Escape (2018) tager Nielsen og Johnsen skridtet helt ud i opgøret med den statiske iagttagelse og inddrager beskueren i værkets betydningsproduktion. Orkestreret som et landskab af levende billeder, lyd, lys og bevægelige objekter skabes et foranderligt miljø, som på fragmentarisk vis må stykkes sammen, som man navigerer rundt i værkets komplekse lag af begivenheder og sammenvævninger af tid og rum. Aflæsningen af værket er således situeret i den enkeltes oplevelse og vandrende opmærksomhed. I lighed med en moderne hjemlig kontekst flyder en strøm af information simultant fra flere skærme, mens hverdagen melder sig som distræte afbrydelser.

The Dissolution of the Fourth Wall
Hanne Nielsen and Birgit Johnsen’s interest in dissolving the boundaries between fact and fiction is also expressed in installational works that interact directly with their spatial context and the physical presence of the viewer. By making works with the character of a stage entered by the audience, they disrupt the physically oblivious and passive experience usually associated with our everyday consumption of screen-based media.

The two early works in this category retain a relatively fixed point of view yet are bodily in address. In Grenåvej (1995) the viewer is surrounded by three large projections where slow camera pans are suddenly interrupted by intrusive sequences of images that create the illusion of standing in the midst of the scenario that unfolds. Opposite this, the site-specific installation Beskuerposition (‘Position of the Spectator’) (2018), originally made in 2008, experiments with the fusion of real and represented space. The work consists of recordings made in the exhibition space shown in exactly the same place as they were filmed together with a chin support indicating and embodying the ‘correct’ spectatorial position.

In the new work Modern Escape (2018) Nielsen and Johnsen pull out all the stops in confronting passive spectatorship, making the viewer central to the generation of the work’s meaning. Orchestrated as a landscape of moving images, sound, light and moving objects, a changing environment of fragments that have to be pieced together is created as we navigate the work’s complex layers of events and interwoven time and space. The reading of the work is thus generated by the experience of the individual and their wandering attention. As in a contemporary domestic context, information flows simultaneously from multiple screens with everyday life intruding as distracting interruptions.

Værker på udstillingen:

Modern Escape

Territorielle Udsagn

Camaraderies

Defence of the unpredictable

Outside is Present

Kind of noisy silence

Okeanos

Staggered Tracks

Realtime

Busy Circle

Carwash

Beskuerposition

A matter of strategy

Guillotine

Beyond Reach

Off

Rabbitsuit

Inflated Constructions